TROELS LUND POULSEN OM BøRSEN-BRAND: VORES NOTRE DAME-øJEBLIK

En række ministre reagerer nu på, at den ikoniske bygning Børsen i København står i flammer.

Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, kalder det "vores Notre Dame-øjeblik".

- Frygtelige billeder fra Børsen. Så trist. En ikonisk bygning, der betyder meget for os alle, tror jeg. Vores Notre Dame-øjeblik, skriver han på det sociale medie X.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skriver på X, at der er tale om "frygtelige billeder".

- Frygtelige billeder fra Børsen her til morgen. 400 års dansk kulturarv i flammer, skriver han.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) takker brandfolk og politi:

- Tak til vores dygtige brandfolk, politifolk og reddere, der lige nu kæmper en voldsom kamp mod ild og inferno for at redde menneskeliv og vores historiske kulturarv, skriver han på X.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kalder det en katastrofe.

- 'Forfærdelig'. Det ord faldt mig ind, da jeg i morges erfarede, at Børsen var i brand. Timer senere slår ordet ikke til, skriver han på X.

Bygningen ligger lige ved siden af Christiansborg, hvor ansatte har fået besked på at holde vinduer lukket, og hvor en fløj er evakueret.

Moderaternes Monika Rubin kalder det forfærdeligt, mens Venstres Louise Schack Elholm kalder Børsen et "nationalt klenodie".

Danmarksdemokraternes Søren Espersen konstaterer:

- En sorgens dag!

Børsen ligger på Slotsholmen i København. Bygningen stod færdig med spir i 1625 og er et af Københavns ældste huse.

Københavns Politi meddelte kort før klokken otte tirsdag morgen, at det havde fået en anmeldelse om røg ved Børsen.

Børsen er i øjeblikket ved at blive restaureret. Derfor er bygningen pakket ind i et stillads.

Bygningens spir var kort efter klokken otte tirsdag morgen totalt omgivet af røg, og der kunne ses kraftige flammer omkring det. Omkring klokken 8.30 er spiret kollapset, viser billeder fra stedet.

/ritzau/

2024-04-16T06:52:07Z dg43tfdfdgfd